Capoeira som del af undervisningen

På Hjuldamperen er det vigtigt at vores elever får brugt kroppen aktivt, så de har energi til undervisningen og dagligdagen. Derfor har vi fået capoeira på skemaet. Det er vores underviser, Sandra, som har denne undervisning. Sandra går selv til capoeira flere gange om ugen, og har mange års erfaring. Capoeira er en afro brasiliansk kampkunst og udtryksform, der kombinerer musik, akrobatik, kamp, dans og leg. Det er i sin udførelse en dialog og et spil imellem to aktører eller kombattanter som kommunikerer gennem bevægelse, omgivet af deltagere, som synger og spiller i en cirkel omkring dem. Kommunikation kan afspejle alle de følelser, som vi kender fra almindelig sproglig kommunikation, og et spil i cirkelen kan derfor være alt fra legende og sjovt til alvorligt diskuterende. Bag kampkunsten ligger en filosofi eller en livsopfattelse, hvor mennesker igennem capoeiraen, og indenfor nogle uskrevne rammer, får kanaliseret deres daglige problemer, glæder, evner og personlighed ud. Capoeira er en inspirerende fysisk træning og kan være en personlig rejse, der opbygger selvtillid og selvværd. Under denne rejse og i selskab med andre, der deler de samme mål kan være givende.